Min umiddelbart første stemning er skepsis. Jeg tænker på en samtale min fader og undertegnede havde om bæredygtighed. Samtalen fandt sted for nogle år siden, sikkert efter jeg var kommet hjem fra mit ophold i Norge 2008, hvor jeg havde været meget optaget af "The Deep Ecology Movement". Egentligt en måske lidt radikal fænomenologisk orientering, som i første omgang var formuleret af Arne Næss, i hans Økosofi T. Data og tør information er for den mere interesserede. Min fader er jo idéhistoriker og har altid haft en irreterende evne til at stille velunderbyggede spørgsmål, som kunne relativerer mine tanker, meninger og interesser. Det har betydet at jeg i dag besidder en evne til at angriber problemstillinger fra alskens vinkler, sådan lidt 3D agtigt... nå, nej 4D. Jeg må jo ikke glemme tiden som den fjerde dimension!
Bæredygtighed. Jeg var helt skudt af på ligeværdige relationer, respekt for det omgivende miljø og bæredygtighed. Ja, faktisk var det først i denne sammenhæng, at floskelen "alt er relativt", egentligt gav mening for mig: alting står i relation til noget andet, om end det er relationen mellem beskueren og objektet som beskues. Netop denne subjekt-objekt tanke var noget af det som optog mig. For hvad skete der hvis jeg nu betragtede objektet som et subjekt? Altså et subjekt-subjekt forhold. Det var en bevidsthedsåbner for mig. Når jeg dengang gik i fjeldet, eller en tur ned af gaden, så hilste jeg pænt på træerne, fuglene og sågar på min hoveddør, når jeg åbnnede den. Jeg har nok glemt det mest vigtige og det væsentligste, men det var måske også lidt skørt. Jeg var ikke helt, men næsten en "tree hugger". Et slogan var at stilhed også er tale. At stilheden i fjeldet også er tale og fuld fuld af budskab og mening - hvis beskueren er opmærksom på det. Sidenhen har jeg tænkt over det og hvad det mon betyder? Jeg har aldrig rigtigt forstået at høre meningen i træernes stilhed - som et subjekt. Det jeg ligesom er kommet frem til, er nok nærmere, at det er mig selv jeg lytter til og, at det måden jeg forholder mig til mine omgivelser der fortæller noget om mig selv - som subjekt. Dermed bliver træerne, fjeldene etc. et tilbud om at agere spejl, hvis jeg altså vil.
Men hvor er bæredygtigheden i det? Det kan jeg sq ikke give et stringent bud på. Men jeg kan væve og det gør jeg gerne! Bæredygtighed handler i mit tilfælde om, at værne om naturen og behandle omgivelserne med respekt. Jeg tror nok at økosoferne fremhæver et argument om at alt og alle består af det samme stof og at vi alle går til grunde, nedbrydes og opstår igen. Af jord er du kommet... Den er dog en tand for radikal for min smag. Endnu mere radikalt er for eksempel Peter Wessel Zapffe, RIP, som var representant for økofilosofien og en filosofisk pessimist. Han skulle eftersigende have været en lystig fætter, men mente ikke desto mindre at man etisk måtte tage sit udgangspunkt i hvad der var godt for liv, generelt. Altså ikke en antropocentrisk etik, men biocentrisk. I den optik ville det nok være bedst hvis menneskerne bare forlod jorden. Er det så bæredygtigt?? Well, for resten af livet på jorden, ville det ganske givet være en fordelagtig løsning. Men nu er verden sådan, at min kæreste er gravid og vi skal have en pige til sommer og jeg glæder mig helt vildt til min datter, et nyt menneske, kommer til verden. Jeg synes ikke det mest respektfulde er at vige bort. Det ligger i øvrigt heller ikke til mig, at vige bort. Bæredygtighed handler i denne kontekst om respektfulde forhold og opmærksomhed.
Tilbage til min fader. I al min optagethed og hellighed af bæredygtige forhold , spurgte han på en lidt Sokrates agtig måde, om et forhold til en kæreste også skulle være bæredygtigt? Det studsede jeg lidt over. Jeg synes egentligt at et kærlighedsforhold nok skulle rumme mere end blot at være bæredygtigt. Det skulle være opbyggeligt og selvom jeg havde et særligt forhold til mine subjekt-subjektmøder med naturen, så syntes jeg alligevel ikke at jeg følte mig så hengiven at jeg ligefrem kunne sige at jeg elskede... -et træ.
Når jeg i dag er skeptisk, når jeg i flæng hører og læser om bæredygtig forretning, bæredygtige dit og dat, så skyldes det at jeg synes at det tenderer til at blive en smule udvandet, i stil med "brugerdreven innovation". Grønne og respektfulde løsninger jotak! Men jeg ved at mangt og meget ofres i forretningsudviklingens navn og ånd. En ånde der sniger sig ind i og sviger sig om forhold, meninger og omgivelser der stiller sig til rådighed - som spejl, men den forretningsånd, lytter den? Hvor ofte viser bæredygtighed sig faktisk at være et subjekt-subjektforhold? Ordene klinger af en populær diskurs og snylterne snylter på, som de plejer. Ak, så forandret. Sælg skinnet og lad bjørnen gå.
Efter en god del kortslutninger, slutter jeg nu med endnu en - belære dygtighed til blæredygtighed. Jeg roder videre i mine lommer og inden længe studser jeg nok over endnu en filosofi, som jeg hurtigt kan binde et par ekstra knuder på. Jeg er ihvert fald ikke færdig med bæredygtighed!
Adieu
.jpg)
.jpg){kind=link}