tirsdag den 16. september 2014

Plan-B





Husker tydeligt denne gamle svinger fra Plan-B's Questionable Video. Den gang skateboards skulle have SMÅ hjul og man som skater gik med meget store og stumpede bukser.

Sean Sheffey skatede i The Questionable Video til La Schmoove. Jeg var egentligt ikke specielt hiphop-agtig, men har alligevel altid haft interessen ved særlige anledninger. For eksempel dette nummer. Gamle minder om en svunden tid. For mig var de tidlige 90'ere = skateboarding, også selvom man som skater i SVBG var utrolig subkultur, anderledes og blev set som halvkriminel. Det var op ad bakke, men det havde også sin charme.
The Questionable Video var utopia, en uopnåelig drøm om færdigheder, frihed og sammenhold. Samtidigt var videoen en milepæl i den forstand at den løftede tricksne til et vanvittigt teknisk niveau - måske starten på en ny era for skatere?

I dag kigger jeg somme tider på skaterne i Fælledparken eller andre steder og smiler. Jeg føler at vi var pioneere og at jeg har bidraget på min egen måde til at skateboarding har udviklet sig og vundet udbredelse. Dog en lidt ambivalent følelse, at det jeg dengang dyrkede og det som var med til at give mig identitet nu sælges over alt og for længst er blevet toneangivende i mainstreamkulturen.

Jeg smiler og tænker på dengang, skateboarding var råt, upoleret, uspoleret, skævt og sketchy.

The Questionable Video

søndag den 12. januar 2014

Nytårsfortsæt 2014 - No Problem


 
Duke Jordan, No Problem

Jeg har aldrig dyrket nytårsfortsæt som noget der havde mere betydning end et emne at small-talke om. Måske fordi jeg generelt har mange ambitioner, drømme, forestillinger og mål... - fortsæt - uanset om det er nytår eller ej. Tror nu nok at mine, skal vi sige forestillinger, i høj grad relaterer sig til de aktiviteter jeg i forvejen beskæftiger mig med. På den måde bliver mine forestillinger ad-ons til en, som jeg ser det, naturlig progression i min dagligdag. Dertil kan jeg i bagklogskabens klare lys se en forholdsvis klar tendens: at jeg fremstiller mål, som jeg ikke indløser. For eksempel som det jeg beskrev i forrige indlæg - jeg ville køre mange cykelløb, men kørte kun ét i 2013! For mit vedkommende er mål, forestillinger og fortsæt derfor nok i højere grad med til at anspore en retning og en aktivitet, end en konnkret handling. Jeg kunne sellvfølgeligt godt have taget en beslutning om at køre flere løb, men det gjorde jeg ikke. Jeg havde tilgengæld mange gode timer i sadlen og masser af kvalitetstræning og masser af gode timer med gode kammerater. Ikke mindst har jeg det bare godt med at være i god form og med sikkerheden i at vide at jeg er langt bedre end langt de fleste der kører på cykel. Det er en oplevelse, som jeg på cykel kan få bekræftet ved at kører fra alle de andre, selvom det bare er en tur ned af Strandvejen. Et markant særegne ved konkurrencemennesker - behov for bekræftigelse.
Derimod er det lidt anderledes i andre sammenhænge. For eksempel i arbejdslivet. For det første mener jeg at det langt hen ad vejen er mest effektivt at være effektiv i samarbejde med andre, for at nå et fælles mål. Nå ja, det siger vel sig selv, ikke desto mindre er sådan nogle banaliteter ofte som skoven man ikke ser - for bare træer.
Back on topic. I år vil jeg som en del af min faglige progression opstille to målbare mål:

  1. Blive bedre til risk management. Dette ved at gennemføre et e-learningskursus i ERM - enterprise risk management.
  2. Blive bedre til den hårde del af organisationen. Dette ved at gennemføre et komptencegivende kursus i økonomi for ledere, erhvervsøkonomi eller lignende.
Lad os se hvordan hvad jeg så har præsteret ved udgangen af 2014. Om det bliver en ansporing eller om jeg indfrier mine målbare forventninger.

Cycle-wise, så vil jeg igen i år kører cykelløb. Vel vidende at jeg i år har arbejde og familie at inddrage i regnestykket. To faktorer som jeg ved er delvist ubekendte. Begge dele betyder meget, tager tid, er noget jeg prioritere og som i høj grad motiverer mig. Realistisk set er mine forventninger på cykleområde, igen af kvalitativ karakter. I bund og grund vil jeg gerne ud og give gas sammen med kammerater - med og uden løbsnummer.
Summa summarum, så lægger synes jeg der er interessent at reflektere over hvad henholdsvis kvealitative og kvantitative mål ansporer og hvordan de to tilgange kan motivere eller demotivere.

onsdag den 6. november 2013

Trampled by Turtles



Det blev til et enkelt cykelløb i år. Det er noget mindre end jeg havde forventet, da sæsonen startede i foråret. Jeg har kørt med FBL, Frederiksberg Bane- og Landevejsklub, i denne sæson og flere af mine klubkammerater har ivrigt forsøgt at pushe mig til at indløse licens hos Dansk Cykle Union. Det har jeg ikke gjort, dels fordi det koster en betragtelig sum. Dels fordi jeg tvivler på, at jeg kan motivere mig selv til at køre så mange konkurrencer, som jeg ville føle mig forpligtet til. Dels fordi jeg har startet nyt job to omgange det seneste ½ år og tilmed fået en kæk lille datter. Alt sammen noget som tager energi, fokus og fordi jeg prioriterer det sådan.
Til gengæld havde jeg faktisk kørt en fornuftig form op, i løbet af foråret og sommeren. Jeg havde som sagt kørt en del med klubben, FBL, og med den dansk-tjekkiske tempokonge Ota, fra FBL. Alt i alt har jeg haft rigtig mange gode timer på cyklen og masser af kilometer i stængerne, hovedsageligt lagt på de norsjællandske landeveje. Jeg har kørt en god blanding af hyggeture, målrettet træning, tempo, interval, fartleg etc.
Som sagt blev det kun til et enkelt motionsløb i år, nemlig Bastrup Sø Rundt. Jeg stillede op på 86 km distancen og vandt i tiden 1:58:xx. Jeg synes det er hurtigt og er egentligt overrasket over det høje tempo i et helt igennem fint, dog meget motionprægede cykelløb. Jeg kørte relativt fornuftigt. Forsøgte at stikke af et par gange, men kunne først slå hul og holde det på de sidste 2 km, hvor jeg kørte som galdte det Klampenborgspurten mod Ota. Jeg vandt med et hul på 20 sekunder til de nærmeste forfølger, som også havde glatte ben.
Nu er jeg vendt tilbage til svedmaskinerne i Fitnessdk og planlægger over vinteren, at køre spinning og supplere med styrketræning og en tur i skoven en gang imellem.
TRAMPED BY TURTLES - Jeg fortsætter.

onsdag den 18. september 2013

fredag den 5. juli 2013

Grupettoen i Telemark

Billeder fra Telemark. 
Vi var fire ryttere og en directeur sportif, der sammen drog afsted og havde en fantastisk tur til Norges Telemark. Med afgang fredag ved middagstid og hjemkomst mandag blev det desværre kun til to dage på cyklerne, som måske ikke er ret meget, når man tager den relativt lange transport i betragtning - 11 timer hver vej! Vi boede på Jon's bedsteforældres hytte, syd for Gaustatoppen. Det blev til i alt til 330 km og 5300 hm på lågerne.
Personligt var turen op over selve fjeldplateauet, ved Gausta, en hård nyser, og jeg kan ikke huske tidligere at have lidt og spist smerte i den grad på en cykel. På en eller anden måde kunne man tro at de 14 km og godt 1000 hm var ren tortur, det gjorde ondt på helt nye måder, men det var faktisk en skøn oplevelse. Måske mest da jeg havde nået toppen og Mick (directeur sportif red.) ventede med en kop kaffe og en frisk cykeltrøje.
I Grupettoen kører vi på meget forskellige niveauer, hvilket vi også kunne mærke under vejs, fordi både distancerne var lange og fordi vi kørte en del højdemeter, hvilket til tider var en udfordring for nogle. Men i Grupettoen deler vi vores passion for cykler, cykelkultur, kaffe, øl, vin og god mad. Det er vores fællesnævner og derfor er det altid en stor fornøjelse at deltage i de arrangementer vi stabler på benene.
Visuelle indtryk:










mandag den 3. juni 2013

Tour of Amar' - med kaff'

Søndagstur sammen med både Pedal Damn It! og Il Grupetto. Første repræsenteret ved Jody, Peter og Frederik, sidste ved Lars og undertegnede.

Snakken gik og klokken blev et stykke over 14 før vi forlod Frederiks residens på Amar' og kørte ud i sydvestlig retning mod fælleden.
Det blæste lidt friskt fra NV, så vi kunne ret let sætte et middelhøjt tempo på ydersiden af diget. Med + 40 /t hen over den gamle ujævne asfalt, føltes det som at køre forårsklassiker på pavéer i Holland eller Belgien.
Der var kommet lidt spredning i gruppen, så vi samlede op i hjørnet før Kongelundsskoven. Der er et flot hjørne, hvor hav, fælled og skov mødes og  flittigt bliver frekventeret af alt fra fugleinteresserede ornitologer, til glade vandrere, entusiastiske cyklister og kitesurfere og jetairliners for oven.
Første pitstop var i Dragør, ude på havnen. Her bestilte vi kaffe og kage af middel kvalitet.Vi blev selvfølgeligt hurtigt enige om, at det gode selskab kompencerede for den lunkne kolbekaffe. Det slår mig hver gang jeg er ude i sydenden af Amar', at det minder om alt andet end København. Jeg føler mig i høj grad som på visit i en ferieboble - med et levende havnemiljø og gamle, små, skæve og gulmalede huse. Noget jeg ikke normalt forbinder med min hverdag i København. Det er en dejlig oplevelse, når omgivelserne ligesom trækker en med og væk fra den daglige trummerum. Der er måske derfor jeg har et så udpræget passioneret forhold til at cykle. Og måske også derfor jeg prioriterer at variere mine ture, så jeg netop også har de her rekreations-antistress-get-back-to-surface-ture.
Vi sluttede turen på Sankt Annæ Gade på Chr.havn, hvor i bedste leisurestil hamrede espresso og flexede  vores lycratøj i solen. Vupti, så gik der en time med snak og kaffe.
Turen var alt i alt en fin 50'er i frisk vind. Med to indlagte kaffepauser, levede den op til en ægte afslapper søndagstur, hvor intervaller, mælkesyre og høj puls var nedprioriteret frem for en mere social dimension af cykling. Ikke desto mindre nåede jeg at erobre to KOM's (King Of the Mountain) på Strava, så lidt syre og puls var der alligevel med på kaffetour om Amager.

onsdag den 22. maj 2013

På cyklen

Har haft en fornuftig tid i sadlen her i maj. Grundet den lange vinter og et stadig større magelighedsgen, kom jeg lidt sent ud på landevejene i år. Det har jeg kompenseret for de seneste uger. Er begyndt at køre mere fast med FBL tirsdag, torsdag og ind imellem en tur i weekenden også. Det er meget motiverende at komme ud og køre med og mod ryttere der er et stykke over mit eget niveau. Desuden er der sædvanligvis træner på som præsenterer organiseret og kvalificeret træning med forskellige intervaller etc.
På dage hvor det ikke lige passer med klubbens træning, bruger jeg Strava som min træningskammerat og motivator. Der er hele tiden "segments" som kan erobrers, generobrers eller forbedres. Segments er udvalgte afgrænsede ruter på landevejene, som jeg kan kører mod andre ryttere der også bruger Strava app'en på deres mobile device, gps, etc..
I formiddags var jeg ude alene - med Strava. Vejrudsigten havde spået regn om eftermiddagen, hvilket hverken min cykel eller mit maglighedsgen kan tåle. Jeg havde ikke en konkret plan, ud over at køre efter nogle bestemte segments, nogle intervaller og så trille lidt rundt. Mit første prioriterede segment var lige syd for Farum, "Fiskebækvej til fiskebækbroen". Med godt 60 km/t kørte jeg ind på en andenplads. Derfra videre til Bregnerødrunden, hvor det blev til fire omgange af ca. 5 km med forskellige intervaller. Nu var benern blevet lidt mærkede og jeg trillede nord på over Allerød og øst på til Kettinge. Ved Kettinge kørte jeg en enkelt omgang på segmentet "Kettinge runden". En fin rundtur på ca. 7 km og med lidt hm spredt ud over ruten. Særligt op af Kettingevej kunne jeg mærke syre i stængerne :-)
Sluttede af med at køre over Gl. Holte til Strandvejen og kørte Klampenborgsprinten, som jeg har en ambition om at køre hurtigere. Jeg er endnu ikke god nok til at afslutte sprinten og det er et must, i mange cykelløb. Både at rykke, lukke huller og sprinte er klart discipliner som jeg har ambitioner om at blive bedre til.

Happy ridning!

mandag den 25. marts 2013

Sæsonstart

- Eller sildig opvågnen.
Jeg har tilmeldt mig et cykelløb i Helsingør - "En forårsdag i Hellsingør". Det er, for mit vedkommende, årets første cykelløb. Mange ryttere starte sæsonen noget tidligere og en del fortsætter udendørstræningen på deres vinterracere, eller på MTB. Jeg ejer ikke en vinterracer, men har tilgengæld en fin MTB... - som jeg da også har haft ude og lufte i skoven nogle gange hen over vinteren. Jeg har dog ikke kørt nogen form for konkurrencer, hverken duathlon eller MTB løb hen over vinteren. Jeg må erkende at jeg skal bruge væsentligt mere energi på at motivere mig selv, end for bare fem år siden. Ja, jeg trækker alderskortet, eller måske bare et magelighedskort. Jeg synes efterhånden det er umådeligt vanskeligt at se det fede i at side på sin cykel og fryse tær og fingre af, for derefter at bruge i nærheden af ½ time på at rense cyklen for frossent mudder og sne. Vel og mærket med lige så frosne fingre. Jeg synes det gør ondt!
Mht. cykelløbet i Helsingør, så er der efterhånden langt mellem de cykelløb jeg deltager i og jeg synes at jeg somme tider kan mærke en slags præstationsangst. Jeg bliver nervøs og tænker meget over hvor meget jeg skal ud og lide og hvor meget jeg skal hoste lungerne ud af halsen og hvor mange stjerner jeg ser for øjnene når pulsen på 2. time banker afsted med + 90%. Jeg ved af erfaring at jo færre cykelløb jeg kører, jo dårligere placering får jeg - ungefähr.
Ok, der er mange ting at have in mente. Jo, mere jeg tænker over det, jo flere ting er der at blive nervøs over. Men hvorfor overhovedet køre de her løb, hvis det er forbundet med så mange bekymringer? Jeg kan faktisk genkende mange af de samme følelser, når jeg har et hårdt træningspas foran mig. Selv når jeg skal til spinning, hvilket jeg gør regelmæssigt, kan jeg rammes af bekymringer om hvorvidt jeg nu kan æde mig selv nok? hvor langt kan jeg presse mig selv op i pulszonerne?
Angst, uro og bekymringer. De to første er defuse, bekymringer er konkrete og rettet mod en bestemt genstand, handling, situation etc. Jeg har ingen pejling om hvordan balancen mellem dem er, eller balancen mellem alle tre og så det som driver mig. Jeg tror faktisk at netop disse faktorer har en motiverende effekt på mig. Det uforudsigelige, kaos, kamp og konkurrence. Det er mig der bestemmer hvor højt volumen skal skrues op. Selvom jeg midt i trediverne i højere grad sætter pris på mit velbefindende og varm kaffe, så kan jeg i skrivende stund, mærke en gnist der tænder den der gode gamle kampgejst.
Jeg har, som altid, aldrig trænet nok. Alligevel har jeg regelmæssigt kørt indendørs spinning og suppleret med styrketræning, så formen er over kageniveau.
Sæsonen starter med et løb som jeg har hørt meget godt om. Et løb der for de flestes vedkommende køres på racercykler, men enkelte gennemfører også på cross- og MTBcykler. Jeg vælger det første alternativ, evt. med 25mm dæk og lidt lavere dæktryk end jeg normalt ville køre med.
Ambitionerne tilpasser jeg dagsformen og min manglende løbserfaring og fokuserer på et andet element, nemlig at det skal være sjovt. Det skal være sjovt uanset hvor hurtigt eller langsomt jeg kører og uanset hvordan mine konkurrenter kører.
Overvejelser fra en motiveret motionist fulgt på vej af tonerne fra Stiff Little Fingers.

torsdag den 7. marts 2013

Bære-dygtig-hed

Min umiddelbart første stemning er skepsis. Jeg tænker på en samtale min fader og undertegnede havde om bæredygtighed. Samtalen fandt sted for nogle år siden, sikkert efter jeg var kommet hjem fra mit ophold i Norge 2008, hvor jeg havde været meget optaget af "The Deep Ecology Movement". Egentligt en måske lidt radikal fænomenologisk orientering, som i første omgang var formuleret af Arne Næss, i hans Økosofi T. Data og tør information er for den mere interesserede. Min fader er jo idéhistoriker og har altid haft en irreterende evne til at stille velunderbyggede spørgsmål, som kunne relativerer mine tanker, meninger og interesser. Det har betydet at jeg i dag besidder en evne til at angriber problemstillinger fra alskens vinkler, sådan lidt 3D agtigt... nå, nej 4D. Jeg må jo ikke glemme tiden som den fjerde dimension!
Bæredygtighed. Jeg var helt skudt af på ligeværdige relationer, respekt for det omgivende miljø og bæredygtighed. Ja, faktisk var det først i denne sammenhæng, at floskelen "alt er relativt", egentligt gav mening for mig: alting står i relation til noget andet, om end det er relationen mellem beskueren og objektet som beskues. Netop denne subjekt-objekt tanke var noget af det som optog mig. For hvad skete der hvis jeg nu betragtede objektet som et subjekt? Altså et subjekt-subjekt forhold. Det var en bevidsthedsåbner for mig. Når jeg dengang gik i fjeldet, eller en tur ned af gaden, så hilste jeg pænt på træerne, fuglene og sågar på min hoveddør, når jeg åbnnede den. Jeg har nok glemt det mest vigtige og det væsentligste, men det var måske også lidt skørt. Jeg var ikke helt, men næsten en "tree hugger". Et slogan var at stilhed også er tale. At stilheden i fjeldet også er tale og fuld fuld af budskab og mening - hvis beskueren er opmærksom på det. Sidenhen har jeg tænkt over det og hvad det mon betyder? Jeg har aldrig rigtigt forstået at høre meningen i træernes stilhed - som et subjekt. Det jeg ligesom er kommet frem til, er nok nærmere, at det er mig selv jeg lytter til og, at det måden jeg forholder mig til mine omgivelser der fortæller noget om mig selv - som subjekt. Dermed bliver træerne, fjeldene etc. et tilbud om at agere spejl, hvis jeg altså vil.
Men hvor er bæredygtigheden i det? Det kan jeg sq ikke give et stringent bud på. Men jeg kan væve og det gør jeg gerne! Bæredygtighed handler i mit tilfælde om, at værne om naturen og behandle omgivelserne med respekt. Jeg tror nok at økosoferne fremhæver et argument om at alt og alle består af det samme stof og at vi alle går til grunde, nedbrydes og opstår igen. Af jord er du kommet... Den er dog en tand for radikal for min smag. Endnu mere radikalt er for eksempel Peter Wessel Zapffe, RIP, som var representant for økofilosofien og en filosofisk pessimist. Han skulle eftersigende have været en lystig fætter, men mente ikke desto mindre at man etisk måtte tage sit udgangspunkt i hvad der var godt for liv, generelt. Altså ikke en antropocentrisk  etik, men biocentrisk. I den optik ville det nok være bedst hvis menneskerne bare forlod jorden. Er det så bæredygtigt?? Well, for resten af livet på jorden, ville det ganske givet være en fordelagtig løsning. Men nu er verden sådan, at min kæreste er gravid og vi skal have en pige til sommer og jeg glæder mig helt vildt til min datter, et nyt menneske, kommer til verden. Jeg synes ikke det mest respektfulde er at vige bort. Det ligger i øvrigt heller ikke til mig, at vige bort. Bæredygtighed handler i denne kontekst om respektfulde forhold og opmærksomhed.
Tilbage til min fader. I al min optagethed og hellighed af bæredygtige forhold , spurgte han på en lidt Sokrates agtig måde, om et forhold til en kæreste også skulle være bæredygtigt? Det studsede jeg lidt over. Jeg synes egentligt at et kærlighedsforhold nok skulle rumme mere end blot at være bæredygtigt. Det skulle være opbyggeligt og selvom jeg havde et særligt forhold til mine subjekt-subjektmøder med naturen, så syntes jeg alligevel ikke at jeg følte mig så hengiven at jeg ligefrem kunne sige at jeg elskede... -et træ.
Når jeg i dag er skeptisk, når jeg i flæng hører og læser om bæredygtig forretning, bæredygtige dit og dat, så skyldes det at jeg synes at det tenderer til at blive en smule udvandet, i stil med "brugerdreven innovation". Grønne og respektfulde løsninger jotak! Men jeg ved at mangt og meget ofres i forretningsudviklingens navn og ånd. En ånde der sniger sig ind i og sviger sig om forhold, meninger og omgivelser der stiller sig til rådighed - som spejl, men den forretningsånd, lytter den? Hvor ofte viser bæredygtighed sig faktisk at være et subjekt-subjektforhold? Ordene klinger af en populær diskurs og snylterne snylter på, som de plejer. Ak, så forandret. Sælg skinnet og lad bjørnen gå.
Efter en god del kortslutninger, slutter jeg nu med endnu en -  belære dygtighed til blæredygtighed. Jeg roder videre i mine lommer og inden længe studser jeg nok over endnu en filosofi, som jeg hurtigt kan binde et par ekstra knuder på. Jeg er ihvert fald ikke færdig med bæredygtighed!
Adieu

lørdag den 16. februar 2013

De gamle klassikere revisited

Har på det sidste dyrket nogle af de gamle 90'er klassikere, som Gurus Jazzmatazz, Beastie Boys og så denne her: Life Of Agony - Through And Through. Denne her var og er bare for vild. Total energi overload power to the pedal! Og tjek lige hipsterbrillerne. En sikker stil eller et virkeligt tidligt firstmove fra de tidligere 90'ere?

torsdag den 24. januar 2013

Strandrace: Enfinity Classic Bredene


Kan bare ikke få nok af den her... - mega disco, mega tons, mega endurance! Sand og salt - det må køre lige ind på førstepladsen for ultra fede måder at ødelægge sin cykel.

onsdag den 9. januar 2013